Dumbo-blæksprutte baby, originalt linoleumstryk, A5
Denne lille Dumbo-blæksprutte er oprindeligt lavet til min månedlige brevklub, og den blev sendt til medlemmerne i september. Her kan du købe trykket separat uden for brevklubben.
Dumbo-blæksprutten er et dybhavsdyr og blev først opdaget i 1882. Navnet Dumbo fik den dog først senere – inspireret af den lille elefant med de store ører fra Disneys film Dumbo fra 1941. Blækspruttens "ører" er dog finner, som den bruger til at svømme med.
Fordi den lever på så ekstreme dybder (4.000-7.000 meter), bliver der stadig opdaget nye arter af Dumbo-blæksprutter. Senest i 2016, da arten Emperor Dumbo blev fundet.
Motivet er trykt i blide, blålige farver, der skaber ro på børneværelset. Indram det fx i en A4-ramme, så man kan se de afrevne kanter, eller placer en passepartout-kant over, hvis du ønsker et mere rent udtryk.
-
Motivet er trykt på 150 g syrefrit bomuldspapir fra Khadi, str. A5.
-
Hvert tryk er en særskilt proces, hvor motivet trykkes på et enkelt stykke papir ad gangen med en håndholdt linoleumspresse.
-
Fremstillingen kan medføre små variationer i fx farvetæthed og sværtens placering på papiret, hvilket gør hvert tryk helt unikt.
-
Dette linoleumstryk er lavet i et begrænset oplag, da det er trykt som reduktionstryk med tre lag sværte.
-
Ved reduktionstryk skæres der mere af linoleummet efter hvert tryk med én farve, hvorefter et nyt lag sværte i en anden farve påføres, og der trykkes igen. Det er derfor ikke muligt at trykke det fulde motiv igen, efter processen er afsluttet.